Forskningsstrategi
PLUZ engagerer sig både i egne og andres projekter ud fra erkendelsen af, at sammen er vi stærkere. Samarbejde og internationalt niveau er grundsten i PLUZ. PLUZ samarbejder derfor med forskere og klinikere i både indland og udland, og vore PhD-studerende har alle mindst én vejleder – dansk eller udenlandsk – med internationalt format.
Hurtig og patient-centreret udredning af alvorlig kræftsygdom
Individualiseret, hurtig, patientvenlig og patientinddragende udredning er afgørende ved mistanke om alvorlig sygdom. Kræft i lunge eller lungehinde er desværre hyppige og alvorlige kræftformer i Danmark. Godt 4.900 mennesker får konstateret lungekræft og et ukendt, men stort antal har spredning fra andre kræftformer til lungerne. Kræft mistænkes hos mange flere, og uvisheden i ventetiden er lige ubærlig hos dem, der får konstateret kræft, såvel som hos dem som, hvor mistanken bliver afkræftet.
I PLUZ forsker vi i optimering af udredning af mistænkt kræft i lunge eller lungehinde. Vi forsker i kikkertundersøgelser (både bronkoskopi, EBUS og EUS-B), ultralyd, sammedagsundersøgelser, i svarmetoder, kommunikation, skanningsteknikker og i hurtig, blodprøvebaseret diagnostik (liquid biopsy) af mistænkt tilbagefald af lungekræft hos patienter med lungekræft, som ikke kan opereres.
PLUZ er hovedaktør i det nationale forskningsnetværk Pleura-EXACT, som har fokus at fremme forskning i lungehindesygdom, herunder mistænkt kræft i lungehinden (pleura). I tråd hermed er PLUZ også repræsenteret i Dansk Lungemedicinsk Selskabs Pleura-gruppe, og i det Europæiske lungeselskabs (ERS) arbejdsgrupper inden for lungehindesygdomme.
PLUZ samarbejder med simulationscenteret for Region Hovedstaden og Region Sjælland (CAMES, Rigshospitalet) om evidensbaseret uddannelse og oplæring. PLUZ deltager i SUPE-R-studiet som er initieret fra Klinisk Fysiologisk afdeling på Rigshospitalet, og omhandler tidlig detektion af tilbagefald af lungekræft ved PET-CT og blodprøver (liquid biopsy).
Ikke-farmakologisk behandling ved kronisk lungesygdomme
Astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er så hyppige, at stort set alle danskere har én eller flere i nærmeste omgangskreds med én eller begge sygdomme. Forekomsten af hver sygdom er omkring 300.000 danskere. De fleste har mild sygdom med få symptomer, men desværre har en betydende andel mange symptomer med begrænsning i fysisk kapacitet, meget komorbiditet og stor risiko for indlæggelse eller død. Ud over medicinsk behandling, findes flere ikke-medicinske behandlinger. KRAM-faktorerne er kendte eksempler herpå: Kost, rygning, alkohol og motion.
I PLUZ forsker vi i optimering af ikke-farmakologisk behandling af mennesker med mange symptomer, dvs. det som kaldes dårligt kontrolleret sygdom, trods medicinsk behandling. Ikke-farmakologisk behandling omfatter fysioterapi, sangtræning og lungerehabilitering, og en del af vor forskning udføres i tæt samarbejde med PROgrez, som er forskningsenheden ved Afdeling for ergo- og fysioterapi, NSR.
På et mere grundvidenskabeligt niveau arbejder PLUZ på at afklare, om der ved KOL findes samme sammenhæng som ved astma, mellem øvre og nedre luftvejssygdomme (den såkaldte United Airways teori).
PLUZ samarbejder med PROgrez om udvikling af et universelt rehabiliteringsprogram (Mobilize), og med firmaet O2Matic, samt forskere fra Hvidovre Hospital om udvikling af en hjemmeilt-robot mhp. at optimere tiden med normal iltmætning. PLUZ deltager i KOL-forsknings-netværket COP-TRIN ledet af professor Jens-Ulrik Stæhr Jensen (Herlev-Gentofte Hospital).
Farmakologisk behandling ved kronisk lungesygdomme
PLUZ er medlem af TrialNation (Innovationsfonden) og af Lungemedicinsk Netværk, der har som mål, at trække farma-sponseret forskning til Danmark. PLUZ har siden 2012 deltaget i flere end 10 lægemiddelprojekter i fase 2 eller fase 3 inden for KOL, astma eller pollen-allergi, med 2-4 samtidige projekter.
Mange projekter strækker sig over flere år, og involverer indsamling af store datamængder, herunder bronkoskopi, blodprøver, sputum, EKG, lungefunktioner og CT-skanninger.
PLUZ samarbejder derfor med flere afdelinger i NSR, såsom Patologisk Afdeling, Radiologisk Afdeling og apotek, for at sikre optimal kvalitet af dataindsamling.
PLUZ samarbejder med Kardiologisk Afdeling, Herlev-Gentofte Hospital, i projekter om KOL og underbehandling af hjertesygdomme.
Kontakt
Adresse
Sjællands Universitetshospital, Roskilde
Medicinsk Afdeling
PLUZ - Lungemedicinsk Forskningsenhed
Ringstedgade 61, 4. sal
4700 Næstved
Se kort
Find vej på Næstved SygehusRing til os
Opdateret tirsdag den 30. jul. 2024