Undersøgelse for blodproptendens (trombofili)
Trombofili er en tilstand i blodet, der kan øge risikoen for, at du udvikler visse former for blodpropper.
Du vil blive undersøgt for, om du har en øget tendens til at danne blodpropper. Det kan som regel afklares ved hjælp af blodprøver.
Hvis du tidligere har haft en blodprop, kan undersøgelsen hjælpe til at vurdere din risiko for nye blodpropper fremadrettet.
Når undersøgelsen er færdig, og vi har svar på alle blodprøver, vil den undersøgende læge give sin vurdering af sagen og planlægge det videre forløb.
Når vi har resultatet af undersøgelsen, vil vi altid give dig besked enten telefonisk, per brev eller ved at tilbyde dig en samtale.
Klinisk opfølgning i forbindelse med (venøse) blodpropper
Lægeambulatoriet tilbyder klinisk opfølgning i forbindelse med opstået blodprop.
Lægen vil vurdere din behandling, varigheden og evt. behov for yderligere undersøgelser efter blodproppen.
Blodpropforebyggende behandling i forbindelse med graviditet og fødsel
Hvis du har brug for blodpropforebyggende behandling under din graviditet gives medicinen som indsprøjtninger under huden. Medicinen påvirker ikke barnet, men behandler udelukkende dit kredsløb.
Medicinen udleveres af Trombose- og AK-Centret eller lokal fødeafdeling under hele graviditeten og indtil 6 uger efter fødslen.
Forløbet vil bestå af
- Indledende samtale med læge mhp. stillingtagen til behandling under graviditeten
- Lægesamtale med henblik på udarbejdelse af plan i forhold til din blodpropforebyggende behandling i forbindelse med fødslen, så der tages hensyn til både dig og dit barn (ca. i graviditetsuge 34-35).
- Telefonkonsultation med læge efter fødslen.
Ved behov for vejledning i, hvordan du skal tage indsprøjtningerne med blodpropforebyggende medicin, tilbydes dette ved sygeplejerske.
Pausering af blodpropforebyggende behandling i forbindelse med undersøgelser, operation mv.
Lægen udarbejder plan for pausering af din blodpropforebyggende behandling i forbindelse med undersøgelse og/eller operation, hvis det skønnes nødvendigt af operatøren.
Har du forløb i Trombose- og AK-Centret, skal du kontakte os, så snart du kender undersøgelsesdatoen.
Henvisning til AK-Centret
Du kan blive henvist til AK-Centret af enten din praktiserende læge eller en afdeling på sygehuset.
Når vi har modtaget henvisningen, sender vi et brev til dig, som du vil modtage enten i e-boks eller med posten.
Afbud, ændring af tid eller forsinket
Ring straks, hvis du er nødt til at melde afbud, ændre din tid eller er forsinket. Så har vi mulighed for at give tiden til en anden.