Hvad der forskes i
På Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling i Slagelse tilstræber vi, at skabe et tværfagligt forskningsmiljø i samarbejde med andre afdelinger for at forbedre behandlingen af vores patienter.
Vi forsker i kunstig intelligens og ultralydsscannning af gravide i samarbejde med CAMES (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation, Rigshospitalet) og DTU Compute. I Danmark fødes årligt 6000 børn for tidligt eller med lav fødselsvægt. Dette medfører betydelige omkostninger for familier, samfundet og sundhedsvæsnet. For at mindske alvorlige konsekvenser er det afgørende at identificere gravide, hvis fostre udvikler disse tilstande i rette tid. At vurdere fostervægten er en grundsten i svangreomsorgen. Fosterskønnet afhænger i høj grad af lægens eller sonografens færdigheder indenfor ultralyd. Vi arbejder på at udvikle et system med kunstig intelligens, der forbedrer kvaliteten af lægers og sonografers ultralydsskanninger Systemet skal hjælpe med klassifikation af ultralydsbilleder, men også give gode forklaringer og feedback om hvorfor er et billede korrekt/ikke korrekt.
Vi forsker også i gravide kvinders mentale og fysiske sundhed. Vi vil gerne bidrage til at øge kvindernes og dermed familiernes trivsel, også set i et livsperspektiv. Forskningen sker i samarbejde med Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Region Hovedstaden, Børne- og Ungeafdeling, de obstetriske forskningsenheder på Roskilde, Rigshospitalet og Nordsjællands Hospital, Jordemoderuddannelsen, Københavns Professionshøjskole, Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, Københavns Universitet. Aktuelt har vi to projekter inden for dette samarbejde:
- Sund graviditet – et digitalt forløb for gravide med overvægt.
- Omsorg og Leg - en perinatal indsats med det formål at styrke forældrekompetencen hos familier i en sårbar position.
Vi har også et forskningsprojekt som omhandler graviditetsforløb for gravide, der venter et barn med en svær hjertemisdannelse, og risiko for komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel.
Forskningsansvarlig
Caroline Pehrson
Forskningsansvarlig afdelingslæge Ph.d.
Telefon: 5855 3737
Email: acp@regionsjaelland.dk
Kontakt
Hvis man ønsker at høre mere om forskningsarbejdet i afdelingen, eller muligheden for at indgå i et forskningssamarbejde, så er man mere end velkommen til at kontakte afdelingens forskningsansvarlige.