Personale tilknyttet Videns- og Forskningscenteret

Personale i Videns- og Forskningscenteret
Hvem er jeg?
Jeg er klinisk professor i multisygdom og kroniske sygdomme ved Center for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet og centerleder for Videns- og forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom på Slagelse sygehus, Region Sjælland. Dertil er jeg Æresprofessor ved Deakin University, Melbourne, Australien. Jeg er uddannet læge fra Københavns Universitet og er speciallæge i intern medicin.
Hvad forsker jeg i?
Multisygdom har været en prioritet på min forskningsdagsorden over de sidste 8 år demonstreret ved støtte til forskningsprojekter på mere end 70 mio. DKK. Samt min rolle som initiator og leder af regionale og nationale forskningsprojekter vedrørende multisygdom, kroniske sygdomme og polyfarmaci.
Forskningsområderne omfatter epidemiologi af multisygdom, kroniske sygdomme, sammenhængende patientforløb og patientfokus ved multisygdom, omkostninger ved multisygdom, anvendelse af nye teknologier samt polyfarmaci. Og som central aktør i dannelsen af det Videnskabelige Selskab "Dansk Selskab for Multisygdom og Polyfarmaci" i 2022. Et selskab under de Lægevidenskabelige Selskaber, hvor jeg er næstformand i Selskabet.
Hvad bidrager min forskning med?
Som leder af bl.a. nationalt projekt mellem den amerikanske sundhedsorganisation Kaiser Permanente og Københavns Universitet bidrog resultaterne herfra baggrund for introduktion og udvikling af forløbsprogrammer for kroniske sygdomme på nationalt niveau. Ligesom projekt vedrørende afdækning af høje forekomster af utilsigtede hændelser på danske sygehuse dannede baggrund for skabelsen af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Min forskning har gennem årene haft en vigtig rolle i det danske sundhedsvæsen på områder der har betydning for sundhedsvæsenets organisering og effektivitet. Og hvor jeg bl.a. har bidraget med ekspertrådgivning til Sundhedsstrukturkommissionens arbejde i 2024. Fungerer som ekstern rådgiver for Sundhedsstyrelsen, Verdensbanken, Institute for Health Improvement (IHI, USA) og Commonwealth Foundation.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg, og hvad forsker jeg i?
Jeg er Cand. polyt. i medicin og teknologi, Ph.d. og seniorforsker i multimorbiditet og kroniske sygdomme, specielt inden for patient-centreret behandling, og arbejder for at forbedre sundhedsrelateret livskvalitet hos patienter med komplekse sygdomsmønstre. Min forskning sigter mod at udvikle praktiske, evidensbaserede løsninger, der kan integreres i sundhedssystemet og skabe mere sammenhængende og effektiv behandling.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Bidraget til NSR og samfundet er et øget fokus på tværsektoriel og helhedsorienteret behandling, som tager højde for flere samtidige sygdomme og patientens egne mål og behov. Dette kan hjælpe med at aflaste sundhedsvæsenet ved at reducere unødvendige indlæggelser og skabe mere målrettede behandlingsforløb.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg er antropolog, ph.d. i medicin, kultur og samfund og ekstern lektor, Tværvidenskabelige sundhedsstudier. Som kvalitativ forsker arbejder jeg med brugerinddragelse og perspektiver i klinisk forskning. Teoretisk trækker jeg på teori ulighed i sundhed og sundhedskompetencer. Min forskning foregår i tæt samarbejde med patienter, pårørende, kommuner, almen praksis, speciallæger og andre relevante aktører.
Hvad forsker jeg I?
Jeg forsker i organisering af sundhedstilbud til patienter med multisygdom. Min forskning er udviklings- og anvendelsesorienteret med fokus på bedre helbredsrelateret livskvalitet for patienter, optimering af behandlingsforløb i sundhedssektoren og bedre tværsektorielt samarbejde om patienter med multisygdom. Min forskning tager afsæt i kliniske problemstillinger og udvikles i samarbejde med klinikere, patienter og andre forskere.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Formålet med mit virke er at øge lighed i sundhed. Jeg beskæftiger mig med bl.a. udvikling og afprøvning af behandlermodeller, sundhedsfremme og ulige adgange til sundhedsydelser.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg er seniorforsker i Videns- og Forskningscentret, postdoc på RUC (IKH) og ekstern lektor (IMT). Min baggrund er cand.mag. i dansk og kultursociologi, Københavns Universitet. Ph.d. i sundhed og samfund fra RUC. Metodisk anvender jeg typisk kvalitative og involverende greb, hvor jeg bringer patienternes og borgernes erfaringer i spil.
Hvad forsker jeg i?
Jeg forsker i, hvordan vi kan sikre lige adgang til sundhed. Jeg har bl.a. forsket i det tværsektorielle, den kommunale hjemmepleje, almen praksis, den borgerrettede forebyggelse og i ambulatorieregi.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Min forskning er anvendelsesorienteret med fokus på bl.a. læring og kompetenceudvikling. På den måde bidrager min forskning til udviklingen af sundhedsvæsnet, herunder opgaveglidning til det nære.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg hedder Christina, og jeg er cand.med. og ph.d.-studerende i Kardiologisk afdeling på Slagelse Sygehus, Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet og Syddansk Universitet. Derudover er jeg tilknyttet Videns- og forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom.
Hvad forsker jeg i?
I min ph.d. laver jeg systematiske reviews med meta-analyser og ’Trial Sequential Analysis’ om GLP-1-analogerne semaglutid og tirzepatid. Derudover er jeg en del af ’CATCH’-projektet på Slagelse Sygehus i samarbejde med Anne Frølich og Marianne Kærlund Kjestrup, hvor vi bl.a. laver opgørelser af indlagte patienter med hjertesvigt samt forsker i implementering af nye, tværsektorielle metoder til behandling og opfølgning af hjertesvigtspatienter.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Min forskning i GLP-1-analoger bidrager både nationalt og internationalt med vigtig information om positive og negative effekter på forskellige binære effektmål (f.eks. død) ved disse lægemidler.
Opgørelserne af indlagte hjertesvigtspatienter på Slagelse Sygehus kan hjælpe til at karakterisere denne patientgruppe. F.eks. i forhold til antal genindlæggelser, død, medicin, ambulante besøg m.m., som er essentielt for at kunne identificere de patienter, som måtte have gavn af et udvidet tværsektorielt behandlingsforløb. Forskningen i nye, tværsektorielle metoder kan muligvis bidrage til optimerede behandlingsforløb for hjertesvigtspatienter på Slagelse Sygehus.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg er civilingeniør i Matematisk Modellering og Computing, Ph.d. og postdoc.
Jeg interesserer mig især for de longitudinelle aspekter: Hvordan påvirker patienternes kombination af kroniske sygdomme deres risiko for fremtidige sygdomme og død? Og hvordan kan sygdomsforløb opdeles i mønstre eller ’clustre’ gennem livet? Ved at kortlægge og forstå disse mønstre kan potentielle interventioner identificeres, og behandlingsforløb for patienten forbedres.
Hvad forsker jeg i?
I min forskning undersøger jeg forskellige aspekter af multisygdom i den danske befolkning og i Region Sjælland, på baggrund af data fra danske registre, statistisk modellering og kunstig intelligens.
Jeg har desuden en særlig interesse i at afdække, hvordan køns- og socioøkonomiske forskelle præger sygdomsudviklingen og forløbene.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Min forskning bidrager til en dybere forståelse af multisygdom i den danske befolkning, både på regionalt niveau i Region Sjælland og på landsplan. På NSR kan denne viden være en forudsætning for udviklingen af mere målrettede og differentierede sundhedsinterventioner til gavn for patienter med komplekse sygdomsforløb.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg, og hvad bidrager jeg med i Videns- og Forskningscenteret?
Jeg er ansat som forskningskonsulent i Videns- og forskningscenteret for multisygdom og kronisk sygdom. Min baggrund er en professionsbachelor i ledelse og en akademiuddannelse i offentlig administration.
Mit bidrag til videns- og forskningscenteret er bl.a. at understøtte centerlederens daglige opgaver i forhold til møder, dagsordner, kommunikation og planlægning, workshops, undervisning, hjemmesider og LinkedIn m.fl. administrative opgaver for forskergruppen i Videnscenteret.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Marianne, og jeg arbejder som forskningsassistent ved Videns- og forskningscenter for multisygdom og kronisk Sygdom. Jeg blev uddannet som sygeplejerske i 2010 og har en kardiologisk efteruddannelse fra 2014. Jeg har erfaring fra både primær- og sekundærsektoren og har altid dyrket min interesse for kvalitet og udvikling i mit arbejde som sygeplejerske, og senere hen som udviklingssygeplejerske.
Mit nuværende arbejde som forskningsassistent er præget af en stærk passion for at lave forskning, der er patientcentreret og til gavn for patienten. Desuden er det vigtigt for mig, at de sundhedsprofessionelle, involveret i projektet, kan se relevansen og meningen med projektet.
Mine interesseområder omfatter især det kardiologiske speciale, multisygdom, sårbare patienter og det tværsektorielle samarbejde.
Hvad forsker jeg i?
I øjeblikket er jeg involveret i CATCH-V5-projektet, hvor vi fokuserer på hjertesvigtspatienter og de komplekse udfordringer, der knytter sig til multisygdom, behandling og håndtering heraf.
Projektet fokuserer på betydningen af tværsektorielt samarbejde samt udfordrer den traditionelle silotankegang.
Hvad bidrager min forskning med?
Min og vores forskning bidrager til håbet om, at bedre koordinering og dialog omkring og med patienten kan optimere patientforløb og skabe mere lighed i behandling. Dette er særligt relevant for sårbare patienter, som har behov for ekstra støtte i deres behandlingsforløb.
Hvem er jeg?
Mit navn er Jon André Christensen. Jeg er uddannet Cand.scient. i idræt og sundhed fra Syddansk Universitet, og skriver en ph.d. ved Medicinsk Mavetarmafsnit, Slagelse Sygehus og Sektion for Sundhedstjenesteforskning, Københavns Universitet. Yderligere er jeg affilieret ved Videns- og forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom, og Forsknings- og implementeringsenheden PROgrez, Slagelse sygehus. Jeg har tidligere arbejdet med forskning i sund og aktiv aldring. Til dagligt er jeg bosat i Odense.
Hvad forsker jeg i?
Jeg forsker i multisygdom, og særligt kompleks multisygdom. Her undersøger jeg, hvilke karaktertræk der skiller de allermest komplekse multisyge patienter, fra dem som er mindre komplekse. I samme forskning undersøger jeg, om tværsektorielle videomøder har en positiv effekt på forløbet, for patienter med kompleks multisygdom, efter udskrivelse fra hospitalet.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Min forskning er med til at belyse forskelle på tværs af den multisyge population, som ellers ikke er klarlagt. Multisygdom er et særdeles heterogent begreb, og kompleks multisygdom lider under de samme uklarheder. Derfor kan en forståelse af forskellene mellem patientgrupperne lede til forbedret behandling, hurtigere opsporing og generelt bedre forløb. Ligeledes mener jeg, at forskning i tværsektorielle forløb for den komplekse multisyge patient er vigtigt, fordi det oftest er denne gruppe, der lider under mange fragmentationer gennem sundhedsvæsenet.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg er seniorforsker, Ph.d., Master i Offentlig Politik med en sygeplejevidenskabelig kandidatuddannelse som baggrund.
Jeg er tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet, Det nære sundhedsvæsen, Region Sjælland, PROgrez Næstved Slagelse Ringsted Sygehus, Region Sjælland og Honorary Appointee Deakin University Melbourne, Australien.
Hvad forsker jeg i?
Jeg har i mange år arbejdet med tværfaglige og tværsektorielle problemstillinger i sundhedsvæsenet. Særligt har jeg fokus på de sundhedsprofessionelles kommunikation og samarbejde med patienter med kompleks multisygdom om deres forløb.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Aktuelt forsker jeg i, hvordan nye digitale kommunikationsformer, som tværsektorielle videomøder, kan bidrage til bedre sammenhængende forløb for patienter med multisygdom. Jeg arbejder primært med kvalitative forskningsmetoder og aktionsforskning, hvor patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle har en aktiv rolle i forskningsprocessen.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg?
Jeg er lektor i sundhedsfremme ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU, Seniorforsker ved PROgrez, Region Sjælland og ekstern lektor ved Center for Sundhedsfremme, Roskilde Universitet, og har en grunduddannelse som sygeplejerske.
Jeg er en engageret forsker med kvalifikationer inden for området sundhedsfremme. Jeg har erfaring med aktionsforskningsmetodiske tilgange med anvendelse af både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg har omfattende undervisningserfaring på flere niveauer og har erfaring med forskningsledelse og med internationalt samarbejde.
Hvad forsker jeg i?
I øjeblikket arbejder jeg med to større aktionsforskningsprojekter. Det ene omhandler virtuelle konsultationer for ældre multisyge patienter, hvor fokus er på tværsektorielt samarbejde og koordinering i sundhedsvæsenet, det andet omhandler metodeudvikling i pædiatrisk sygepleje til sårbare børn og forældre.
Hvad bidrager min forskning med på NSR, nationalt og internationalt?
Min forskningsmetode er primært baseret på aktionsforskning, hvor der fokuseres på rammer, organisation og begrebsforståelse inden for sundhedsområdet generelt. Målet er at fremme sundhed og sundhedsfremme i befolkningen gennem generering af ny viden samt en målrettet indsats for at omsætte denne viden i praksis for at forbedre omsorg og behandling af borgere og patienter.
Se mere om min forskning her:
Hvem er jeg og hvad bidrager jeg med i Videns- og forskningscenteret?
Jeg er kandidatstuderende i Global Health ved Københavns Universitet og har en stor interesse for emner som borgerperspektiv, social ulighed i sundhed og sundhedsfremme.
Min akademiske baggrund omfatter blandt andet en forståelse af globale sundhedsudfordringer og kompleksiteten i sundhedssystemer på tværs af lande og kulturer. Jeg fokuserer på, hvordan sundhedsdeterminanter, smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme samt sociale og kulturelle faktorer påvirker sundhed og sygdom.
Metodisk arbejder jeg kvalitativt og anvender blandt andet etnografiske metoder til at undersøge sundhedsrelaterede problemstillinger med fokus på menneskers oplevelser og perspektiver.
Tilknyttede forskere og ph.d. studerende i Videns- og forskningscenteret
Seniorforsker, Danmarks Tekniske Universitet, DTU
Klinisk professor, Neurologisk afdeling, Slagelse sygehus, Institut for Regional Sundhedstjenesteforskning, IRS, Syddansk Universitet
Seniorforsker, Københavns Universitet
Seniorforsker, Aalborg Universitet
Ph.d. studerende, Københavns Universitet
Ph.d. studerende, Københavns Universitet
Ph.d. studerende, sygeplejerske. Deakin University, Melbourne, Australien
Kontakt
Adresse
Slagelse Sygehus
Videns- og forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom
Fælledvej 2F, St
4200 Slagelse
Se kort
Find vej på Slagelse SygehusRing til os
Kontakt via mail
Skriv til os
Øvrig information
Susanne Stenmann Gravergaard, Forskningskonsulent
Mail: sgrav@regionsjaelland.dk
Anne Frølich, Professor og centerleder
Mail: anfro@sund.ku.dk
Opdateret mandag den 10. feb. 2025