Trivselsworkshop på Slagelse Sygehus: De små ting gør en forskel
MERE END 90 DAGE GAMMEL
torsdag den 30. november 2023
Når det kommer til trivsel, er det de små ting, der er med til at gøre en forskel.
Det var i hvert fald de erfaringer, afdelingerne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse har gjort sig i deres arbejde med trivsel, som har stået på de seneste år.
Og netop arbejdet med trivsel var også omdrejningspunktet for en workshop, der blev afholdt onsdag på Slagelse Sygehus.
Her mødtes trivselskoordinatorer på tværs af sygehusenes afdelinger for at reflektere over, hvad trivsel egentlig afhænger af, og hvordan man fortsat kan arbejde med trivslen i en hverdag, hvor mange andre ting også fylder.
-Trivsel er på dagsordenen alle steder. Der er stor debat om, hvordan både børn, unge og voksne mistrives, og derfor er det vigtigt, at vi ikke slipper tøjlerne, men fortsætter med at snakke om trivsel, sagde Anne Grethe Larsen til workshoppen.
Trivslen er kommet på dagsordenen
For afdelingerne er trivsel noget, der arbejdes med på flere forskellige måder. Og selvom indsatsen kan være svær at måle på, så opleves der også forbedringer i flere afdelinger, fortalte de til workshoppen. De kan bare være svære at se, fordi de sker løbende.
Fælles beskrives imidlertid en ændring i stemning, i tone og ikke mindst i mindset på afdelingerne. Der tales ind i trivsel, der tages tid til at spørge ind og til at tilbyde sin hjælp.
-Vi hører nu fra flere afdelinger, at det er kommet på dagsordenen at snakke om trivsel, og det er vigtigt, at vi tager os tiden til at spørge hinanden, hvordan vi trives. Det er noget, som vi derfor bliver ved at sætte fokus på og bringe i tale, og så tror jeg på, at det også kommer til at have en positiv effekt i sidste ende, lød det fra Anne Grethe Larsen.
Den 27. september 2023 blev der afholdt trivselskonference som en milepæl i arbejdet med trivslen. Workshoppen d. 29. november var næste skridt til, at både afdelingerne og organisationen som helhed fortsat sætter fokus på trivsel.
Næste trivselskonference bliver afholdt 24. september 2025.