Gå til indhold

Klinisk sygeplejespecialist i anæstesien på Slagelse Sygehus: 'Det handler om udvikling'

Anæstesisygeplejersker Maria Clemmensen er ny klinisk sygeplejespecialist i anæstesien på Slagelse Sygehus. Hendes opgave bliver, at sikre løbende udvikling i afdelingen.
Maria Clemmensen begynder på sin funktion efter sommerferien.
Som klinisk sygeplejespecialist skal Maria Clemmensen kort fortalt sikre, at afdelingen hele tiden udvikler sig.
- I sidste ende handler det om hele tiden at udvikle os, så vi kan skabe endnu bedre patientforløb.
Det er de ord, anæstesisygeplejerske Maria Clemmensen bruger, når hun skal beskrive sin nye funktion som Klinisk Sygeplejespecialist i Anæstesiologisk Afdeling.
Og det er i bund og grund også hendes vigtigste opgave - at sørge for udvikling.
- Man kan godt sige, at som gruppe er vi anæstesisygeplejersker højt uddannede specialister, der er utroligt fagligt stolte. Derfor er det også virkelig vigtigt hele tiden at have øje for den nyeste viden, så vi kan udvikle os, optimere vores arbejdsgange og bevæge os fremad. Og det glæder jeg mig meget til at være med til, siger Maria Clemmensen.
Lige inden sommerferien afsluttede hun sin master i voksnes læring og kompetenceudvikling med et projekt, der handlede om, hvad der skal til for at oparbejde en sygeplejefaglig forskningskultur.
Og med en masse nye redskaber i bagagen, er hun mere end klar til at trække i arbejdstøjet.
- Jeg håber, at jeg kan give noget af alt det tilbage, som afdelingen har investeret i mig de sidste ti år. Jeg har i hvert fald tydeligt mærket, hvor meget faglig udvikling prioriteres her, selv i en til tider travl hverdag, siger hun.

Skal facilitere udvikling

I hendes nye funktion vil der da også være rig mulighed for at prioritere den faglige udvikling, og hun har allerede mange gode bud på, hvad tiden som Klinisk Sygeplejespecialist kommer til at gå med.
- Noget af det vigtigste er at få bragt al den viden, vi allerede har i afdelingen, i spil i kombination med ny viden. Og der bliver min opgave at samle ny som gammel viden og i samarbejde med mine kolleger facilitere udviklingen, siger hun og fremhæver blandt andet mere fokus på simulationstræning, en journal-club, og at sikre, at de erfaringer, man gør sig hver dag på vagt i anæstesien, også bruges aktivt i udviklingen af afdelingen.
- Og så kommer jeg i samarbejde med anæstesilægerne og mine kolleger også til at skulle vurdere, om ny viden og arbejdsgange vil kunne implementeres hos os. Det betyder bare, at vi kan have meget mere fokus på at implementere evidensbaseret viden.
Og selvom hun først for alvor tager hul på sine nye arbejdsopgaver efter sommerferien, så er hun allerede så småt i gang med at danne sig et netværk.
- Et godt netværk er afgørende, hvis man skal have succes med forandringer og implementere nye arbejdsgange. Jeg har været i afdelingen i 10 år, bortset fra en afstikker til Næstved på 1,5 år, og det er klart en fordel, at jeg kender alle kollegerne og de kender mig, siger hun og afslutter: 
- Og jeg har faktisk allerede fået input og idéer fra flere kolleger, så de ved, at de kan komme til mig, og så vil jeg tage deres input med videre.
Er du nysgerrig på at læse mere om Anæstesiologisk Afdeling? Så klik ind på deres side 'Om os i Anæstesiologisk Afdeling'