Gå til indhold

Øjenafdelingen på Næstved Sygehus udfordret af fysiske rammer

Øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital har både afdelinger i Roskilde og på Næstved Sygehus, og lige nu oplever afdelinger at være udfordret af de fysiske rammer i Næstved.

- ’Der er behov for at få gennemført nogle bygningsmæssige ændringer og forbedringer på vores afdeling i Næstved og det kommer desværre til at påvirke vores patienter, hvor nogle vil opleve at få ombooket deres tid til enten et besøg eller en operation,’ siger cheflæge Ditte Erngaard.

Afdelingens ledelse og personale gør alt for at få tingene til at gå op, så færrest mulige patienter bliver påvirket af byggeriet, og alle de patienter, som får ombooket tid, bliver grundigt gennemgået af afdelingens overlæger. Samtidig flyttes så mange patienter som overhovedet muligt til afdelingens faciliteter i Roskilde.

- ’Vi er meget ærgerlige over at stå i denne situation, og vi gør alt for at få det hele til at gå op. De patienter, som oplever at få ombooket deres tid er blevet vurderet af vores specialister og alle ændringer sker på baggrund af deres faglige vurdering, og vi har forklaret dem, at de har patientrettigheder i forhold til det frie og udvidede frie sygehusvalg’ siger Ditte Erngaard.

Lige nu forventer afdelingen at kunne være fysisk på plads igen omkring d. 1. november 2024. Indtil da, kan det blive nødvendigt at ombooke patienter og i perioden derefter vil der være skarpt fokus på at få afviklet de ventende patienter. På nuværende tidspunkt er ca. 100 ambulante patienter og 150 operationer blevet påvirket af byggeriet.

Afdelingen i Næstved behandler ca. 350 patienter om ugen.