Gå til indhold

Kæmpe rykind på sygehuse vil få stor betydning for patienterne

400 medarbejdere fra Koncern Digitalisering tog hjem fra besøg på Næstved og Slagelse sygehuse med et hav af opgaver og ideer, som de nu vil forsøge at løse eller realisere.
Kæmpe rykind på sygehuse vil få stor betydning for patienterne
400 gæster fra Koncern Digitalisering lod sig ikke mærke af regnen, da otte store turistbusser torsdag trillede ind på Slagelse og Næstved sygehuse.
Alle var fulde af nysgerrighed på dagen, hvis formål var at få en bedre forståelse for den hverdag, som medarbejderne på sygehusene navigerer i. Og det fik de i den grad.

Helt tæt på den digitale  hverdag 

Men først blev de mange gæster iført hvide kitler. Og herefter gik turen i mindre grupper ud i alle afkroge af sygehusene for at tale med medarbejderne.
Her kom de helt tæt på den digitale hverdag på sygehusene, og det kom de takket være de mange tovholdere fra afdelingerne, der stod klar til at tage imod dem og sørge for at de fik et indblik i dagligdagen, men også i de udfordringer teknologien nogle gange giver. 
Og der blev da også griflet input og forslag til forbedringer ned på blokken hos mange af Koncern Digitaliserings medarbejder dagen igennem på de to sygehuse. 

Patienterne kommer i første række

En af dem var Susanne Outzen, som havde sin egen liste med hjem fra sit besøg hos sammedagskirurgi på Næstved Sygehus:
- Jeg synes, det er spændende at være her, fordi man får syn for sagen. Her kommer patienterne i første række og så skal it og digitalisering bare være et redskab, man ikke skal bruge for meget tid på. 
Susanne Outzen havde blandt andet en snak med sygeplejerske Annemette Andersen, der havde nogle ting, der drillede. Og det var rart at mødes fysisk fremfor over en telefon:
- Man føler, at de rigtig gerne vil os og ønsker at forsøge at lave om på nogle ting, sagde hun.
Og der blev talt om alt fra netværk, til skærme, til sundhedsplatformen og login-problemer. Og ting, der drillede, når systemerne blev opdateret. Noget som Lægesekretær i Center for planlagt ortopædkirurgi i Næstved, Tanja Grøntved, har oplevet. 
Derfor var hun også glad for besøget og for at få en god snak med sin kollega fra Koncern Digitalisering. 
- Det synes jeg var rigtig rart - specielt hvis det kan ændre på nogle af vores problemer, så vores arbejdsgange bliver lidt nemmere, sagde Tanja Grøntved efter besøget.

Mange fik opgaver med hjem

IT arkitekt Peder Romer var også begejstret for besøget. Han talte blandt andet med tre medarbejdere, der arbejder med Sundhedsplatformen:
- Det er gået super godt. Vi havde en god snak. De er generelt super tilfredse og tingene fungerer. Og så havde de et par requests, og det var et ønske om noget statistik-software, som jeg tager med mig tilbage.
Ideen om fysisk at komme på besøg, fandt han også god:
- Det er super godt. For os, der har været ansat længe er en opdatering, men for dem, der aldrig har været på sygehusene før, må det være helt kanon at få en introduktion til, at man rent faktisk gør en forskel for dem, der arbejder her.

Betyder vildt meget for patienterne

Der var også travlt nogle steder, mens der var gæster. Og det betød ventetid nogle steder, hvor der eksempelvis var stuegang. Blandt andet på ortopædkirurgisk afsnit, hvor Susanne Lund Andersen er souschef - alligevel synes hun det var dejligt med besøg:
-Vi gør vores bedste alle sammen - for at møde hinanden, for det vil vi gerne. Og vi er jo egentlig alle sammen sat i verden af samme grund - det er patienten i centrum, konstaterede hun.
På Kirurgisk Afdeling var cheflæge Line Rosell Walker også begejstret for besøget. Hendes afdeling havde 30 gæster på besøg, og den første sag blev allerede oprettet under besøget:
- Det betyder helt vildt meget for patienterne, fordi de her folk sidder med vildt mange løsninger, men det kan  være svært at få dem ud. På den her måde, får vi hurtigere løst problemer. 

Helt crazy på den gode måde

Selvom det kunne virke overvældende, da 400 medarbejdere sivede ud på sygehusene i deres hvide kitler, så oplevede hun, at det fungere godt:
- Det var helt crazy, men på den gode måde. Det er jo virkelig et nedslag af de helt store at sende 400 mennesker hjem med noget viden, de ikke besad  i forvejen. Man finder ud af, at der sidder mennesker i begge ender som faktisk arbejder for det samme, så det hjælper virkelig, at have mødt hinanden.  Og det var rart at se, at deres fokus var på patienten, samt vores og patienternes sikkerhed.
Forud for Koncern Digitaliserings besøg havde sygehusdirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, Niels Reichstein Larsen samme morgen holdt et oplæg for dem i Ringsted, hvor de holder til. Det handlede om sygehusenes visioner for fremtiden - og vigtigheden af  samarbejdet, som han mener står endnu stærkere efter det store rykind på sygehusene:
- Vi fik givet it-folkene en viden om vores virkelighed, og vi fik en viden om deres virkelighed. Et kendskab, der er med til at bygge bro mellem driften og systemerne, som jo gavner både alle medarbejderne, men selvfølgelig også patienterne.
Nu skal Koncern Digitalisering have et overblik over de mange opgaver og input, de fik med hjem. Nogle tekniske udfordringer er allerede løst, mens andre måske kræver andre eller nye løsninger.
KD besøg